Alster Grachten Fahrt 2018 - 6. oktober

6. august 2018 12:47 , af Kristian Nielsen

Så er planlægningen af turen til Hamburg gået igang og som sædvanlig forsøger vi at få lidt flere fra Nybro til at tage med :) 

Turen starter for de fleste fredag morgen den 5. oktober,  hvor vi kører til Hamburg med ankomst ca. kl. 11. Nogle ror straks ture i de mange kanaler der er i Hamburg, andre tager på shopping og sightseeing. Men lørdag morgen, den 6. oktober,  tidligt går det løs fra klubben Vfl93, der ligger ude i Barmbek. I tidsrummet 8 til 9.30 ankommer ca. 200 kajakker og deltagere og kl. 9.30 starter "løbet" der fører os igennem 23 km kanaler, søer og ud i havnen hvor vi lige netop runder "Elphi" - "Elbphilharmonie" koncertsalen inden det går retur med stop i "Hamburger Kanu Club". Her kan vi tørre tøj og spise varm suppe og få andre forfriskninger. Retur i "Vfl93" mellem 15 og 16, hvor der hygges med kaffe og kage eller en traditionel tysk würst med en pilsner til. 

Turen kan sagtens gennemføres i en stabil tur-kajak - dog tilrådes det at man ror i havkajak såfremt man tager med ud i havnen. Størsteparten af turen foregår i farvand der minder meget om Mølleåen og Furesøen. I havnen er farvandet meget mere livligt så skal du med på hele turen, tilrådes havkajak.

Efter løbet spiser vi sammen og hygger os. Søndag står den på roning i kanalerne for nogle - andre tager på Sightseeing, f.eks. Elphi, Miniatur Wunderland, Kunstmuseum eller noget helt fjerde. Hjemrejsen sker spredt alt efter hvad man ønsker.

Vil du med? 

Du skal regne med udgift til hotel (ca. 700,- pr. nat), mad og drikke,  plus transport samt deltagergebyr på 13 Euro.  Klubben plejer at give et transport tilskud, men det er ikke sikkert på nuværende tidspunkt. 

Tilmelding foregår i kalenderen og såfremt du vil have hotel, skal vi booke dette senest 20. august.

Se nedenstående video fra turen i 2016 - så har du en ide om hvad vi skal.

Alster Grachten Fahrt 2016 from Kristian Nielsen on Vimeo.