Mini camp for nye børneroere

Tilmeld dig

Mini kajak camp er for dig mellem 10 og 13 år, som endnu ikke har prøvet at ro kajak og vil prøve kræfter med det i en weekend med sjove aktiviteter og andre på din alder.

 

I løbet af disse to dage stifter du bekendtskab med kajaksporten sammen med andre unge på din egen alder og niveau mens vi hygger os og laver sjove aktiviteter. Vores klub ligger helt perfekt placeret mellem Lyngby og Bagsværd Sø i den smukke natur, og med adgang til Mølleåen, der løber op til Furesøen.

 

Kajaksporten kan dyrkes for motionens skyld, det sociale, det hyggelige, naturen og for at konkurrere. Der er mulighed for det hele i NFKK.

 

For at deltage må du ikke være bange for vand og skal kunne svømme mindst 200 meter. Når vi er på vandet, er det vigtigt, at vi kan stole på hinanden. Derfor er det vigtigt, at du som deltager kan modtage og forstå en besked fra trænerne.

 

Efter mini campen vil du blive tilbudt at starte på børneholdet i NFKK, som har sæsonstart mandag d. 6. maj og torsdag d. 9. maj, hvorefter vi ror 2 gange om ugen kl. 16:50 til 18:30 helt indtil 1. oktober med undtagelse af helligdage. 

Lyder campen som noget for dig, men har du desværre ikke mulighed for at deltage, er du stadig meget velkommen til sæsonstart. 

 

Program

Fredag d. 3. maj mødes vi i klubben kl. 16:00. og bliver præsenteret for klubben og trænerne, hvortil der serveres frugt og saft. Derefter finder vi både frem og ror en tur. Efter bad og omklædning spiser vi aftensmad sammen og snakker om dagen.

 

Lørdag d. 4. maj møder vi friske op kl. 9:00 i klubben efter at have spist morgenmad derhjemme. Vi starter med en morgentur på vandet, hvor vi bruger det vi lærte i går. Når vi kommer tilbage til klubben, spiser vi frokost sammen, herefter laver vi en fællesaktivitet. Om eftermiddagen tager vi ud på vandet, hvor der også vil være mulighed for at prøve lidt forskellige både. Efter omklædning bliver der serveret kage og vi siger tak for denne gang - og på gensyn til sæsonstart mandag d. 6. maj eller torsdag d. 9. maj.

 

Skal jeg have madpakke med? 

Nej. 

Vi sørger for bespisning begge dage. Fredag serveres der frugt og saft om eftermiddagen og aftensmad efter vi har været ude at ro. Lørdag serveres der frokost og senere kage.

 

Hvad skal jeg medbringe?

  • Dit gode humør og gåpåmod
  • 2 sæt under- og sportstøj (da kajak er en vandsport, kan dit tøj blive vådt)
  • 1 sæt tøj, du kan cykle hjem i
  • Håndklæde + sæbe
  • Sko, du kan være aktiv i på land
  • Overtøj til at være udendørs (i alt slags vejr)